Historien om New Zealand

Kennel Villestofte indtager New Zealand

Skrevet af Anne-Marie og Joakim Larsen

Læs her om tanker, overvejelser og praktiske forberedelser ved at sende en hund om på den anden side af jorden.

Vi sidder nu i Kennel Villestofte med stolthed og glæde, når vi jævnligt får billeder fra helt nøjagtig den anden side af jorden, nemlig New Zealand. Her går Villestofte’s Asta nemlig rundt ved sin nye ”familie”, og hun har oven i købet også leveret 12 sunde og raske hvalpe med godt og solidt nordisk blod. Det hele er endt, som vi drømte om, da vi for små 2 år siden begyndte projektet.

Hvordan opstår en sådan idé?
Facebook og andre sociale medier er tit udskældt og heller ikke lige der, vi færdes mest i Kennel Villestofte. Det var dog her, at det hele startede, og hvorigennem vi kom i kontakt med Jim, som nu er den lykkelige ejer af Asta. Ved en tilfældig scrollen ned over Facebook i januar 2016, faldt Joakim over et billede af en sort og hvid pointer. Billedteksten var på engelsk men ”Villestoftes” dukkede op midt i teksten og fangede straks Joakims opmærksomhed. Det viste sig, at hunden på billedet var fra New Zealand, opdrættet i Grækenland og faderen til hunden var Villestofte’s Balder. Balder (Villestofte’s Rita og Boelsgaard’s Paw) var en hanhund Joakim solgte til en pointermand i Grækenland i 2010. Joakim kommenterede straks opslaget, og dermed var kontakten til Jim etableret. Jim var meget interesseret i Kennel Villestofte. Det kom hurtigt frem, at Jim havde et solidt kendskab til danske og andre nordiske pointere. Jim var meget tilfreds med sin hanhund af Villestofte afstamning. Han var særligt begejstret for jagtlysten og intensiteten, som man ikke så på samme niveau på New Zealandske hunde.
Et venskab var skabt, og der blev udvekslet billeder og historier.
I november 2017 vælger Anne-Marie at parre Asta med den norske hanhund Prick igen. Det første kuld med Prick havde haft god succes, og der var særligt i Norge stor interesse for hvalpe efter denne kombination igen. Denne nyhed nåede også til New Zealand. Jim var interesseret i en hvalp også.

Projektet starter…stopper…starter igen!
Vi gik straks i gang med at undersøge om dette overhovedet kunne lade sig gøre. Der blev ”Googlet” mange ting, taget kontakt til Fødevarestyrelsen og pendanten til denne på New Zealand. Særligt sidstnævnte havde god og nem tilgængelig information, som beskrev processen, endda med huskelister og det hele. Vi blev enige om, at det nok ville blive en omstændig proces men ikke umuligt. På begge sider af kloden gik vi nu i gang. Vi forsøgte at få overblik over alt, inden hunden skulle i en flyver fra København. Der blev skrevet frem og tilbage, udvekslet information og oplysninger som nogle gange var lidt modstridende. Der skulle også skabes overblik over det økonomiske aspekt. Det blev hurtigt klart, at der ville være en del omkostninger knyttet til at sende en hund afsted, både den veterinære del men også selve rejsen. Efter en del overvejelser fra Jim og os blev konklusionen, at omkostningerne ikke helt stod mål med udbyttet. Selvom at en enkel hvalp med fremmed nordisk blod, ville give et godt ”boost” til den begrænsede pointerpopulation på New Zealand, satte vi projektet i bero.

Det andet kuld med Villestofte’s Asta og Prick blev også godt. Anne-Marie valgte selv at beholde en hvalp fra dette kuld også. Vi skrev fortsat med Jim, og i efteråret 2018 fik vi en ny idé. Egentlig havde vi nok hunde i kennelen med Astas afstamning og selvom Asta var både en god avlstæve og også en god jagthund, så havde vi nye hunde på vej. Vi fik den, ved første tanke, måske noget vanvittige ide at parre Asta og sende hende drægtig af sted. Omkostningerne ville så være for en hund men forhåbentlig få et helt kuld ud af det.
Vi nåede dårligt at nævne ideen for Jim før end at han allerede havde svaret os. Tror han nævnte at det ville være ”historisk” for pointeren på New Zealand.

Vi havde et forholdsvis godt overblik over hvad der skulle til, dog nu med det lille tillæg, at det var en voksen hund som oven i købet også ville være drægtig. Det gav lidt flere ting til huskelisten. Selvfølgelig havde vi også mange overvejelser i forhold til Asta og alt det, hun ville skulle igennem. Vi var alle enige om, at hvis nogen hund skulle kunne klare det, så ville det være Asta. Hun har altid været utrolig stærk og velafbalanceret. Hun har været en super mor og altid født stærke hvalpe.

Så var vi i gang!
Eller…det var så som så. Først skulle vi finde en dyrlæge, der ville påtage sig denne forholdsvis komplicerede opgave. Ikke så meget at udføre det rent praktisk, men at finde ud af helt nøjagtigt, hvad der rent praktisk skulle foretages. Især når man vælger at sende et husdyr til, nok det land i verdenen, der har de mest restriktive importbestemmelser. Dette var ikke en nem opgave. Naturligt nok havde flere dyrlæger ikke lyst til at påtage sig ansvaret, hvilket er forståeligt, intet må jo gå galt i en sådan proces. Men endelig fandt vi dyrlæge Janne Brochstedt Olsen, Rynkeby Dyreklinik. Uden Janne var dette projekt aldrig lykkedes, og vi er hende og Rynkeby Dyreklinik dybt taknemmelig for hjælp, støtte og vejledning.

Endelig begyndte det at tage form. Vi igangsatte alle de veterinære ting, både praktisk men også papirarbejdet og Jim iværksatte planlægning af transporten. Der blev udarbejdet komplicerede tidslinjer, næsten som en militær operation, det stod Joakim for. Det var vigtigt at få overblik over tiden, da der var meget hårde tidskrav til de forskellige veterinære forhold, særligt jo tættere vi kom på rejsen. Og så var der jo også lige en løbetid og en parring, som skulle ind på tidslinjen. Vi anbefalede Jim at brugePrick igen, som vi havde haft god succes med. Anne Mai og Per var søde og hjælpsomme og kom ned til Danmark med Prick sidst i juni 2019, for der var Asta klar. Da parringen var foretaget, så kunne de sidste udregninger på endelig afrejsedag sættes i gang. Dagen Asta skulle foretage hendes rejse til den anden side af jorden blev onsdag den 7. august 2019, ca. tre uger inden hendes termin.

Så starter rejsen
Som dagene nærmede sig afrejsen, tog det også til med forberedelserne. Dyrlægen Janne skulle ofte besøges, det samme skulle Fødevarestyrelsen. Der skulle også findes en boks Asta kunne rejse i. Der er meget strikse krav til dette ved international flytransport. Jim havde valgt at betale et firma med speciale i transport af husdyr til at stå for transporten. Det var en god beslutning, og vi fik rigtig god hjælp og vejledning, således intet kunne gå galt.
Aftenen før afrejse mødtes Anne-Marie og Joakim i Vierne. Asta og stakken af papirer med stempler blev pakket i den fine transportkasse. Kassen var så stor at Anne-Marie havde måtte ud og låne en varevogn. Astas rejse begyndte. Første etape var til et hostel tæt på lufthavnen i København, hvor der skulle overnattes. Efter ankomst sent på aftenen og en gåtur med Asta, blev det lige til en lille afskedsøl med Asta ved den store transportkasse. Næste morgen var det tidligt op. Først skulle vi møde ved speditøren der stod for transporten, derefter til grænsedyrlægen, tilbage til speditøren. Alt klappede, og der var styr på det hele. Vi fik god hjælp og støtte af alle involverede. Som det hele skred frem, kom vi tættere på det øjeblik, hvor vi skulle sige endelig farvel og god rejse til Asta. Da grænsedyrlægen var færdig, skulle Asta i transportkassen, og denne skulle plomberes. Vi havde stadig lidt tid med Asta, men omkring 10:00 skulle vi aflevere hende ved godsterminalen. De sidste papirer blev udfyldt, og vi fik ønsket Asta en god rejse. Vi vendte næsen mod Fyn, og der var lidt stille i bilen det første stykke vej. Tror det var ved at gå op for os, at nu var alle forberedelserne og spekulationerne ovre.

Nu kunne vi ikke gøre mere, nu var det bare at krydse fingre og håbe, at Asta og hendesdyrebare gods ville komme godt frem til Jim på den anden side af jorden. Ja, så var det vel også lidt vemodigt, som det altid er, når man tager afsked med en hund.

To meget lange dage….og så lidt karantæne
Asta havde nu ca. to døgns rejsetid med et ophold i Singapore. Tror vi havde mange tanker og billeder i hovedet om, hvordan Asta havde det, men vi kunne ikke gøre fra eller til. Vi havde tiltro til, at hun havde det fint og nok skulle klare det, ellers havde vi ikke valgt at sende hende af sted. Vi kunne følge Asta på en app til telefonen der hedder Fly Tracker, eller det vil sige, det fly hun var med. Det brugte vi lidt tid på. Vi vidste, at når Asta ankom til New Zealand, skulle hun i ti dages karantæne på en facilitet tæt på lufthavnen. Jim havde lovet os, at han ville skrive til os, når hun var ankommet. Fredag den 9. august klokken 0500 om morgenen lokal tid i Danmark, kom beskeden fra Jim. Asta var ankommet til New Zealand. Hun var frisk og spiste som en hest, gode tegn. Det var en god besked at få sådan en fredag morgen. Nu fulgte så ti dage i karantænefaciliteten og endelig fredag den 19. august kunne Jim skrive til endnu en god besked til os: ”Asta is home”, på dansk:”Asta er hjemme”.

Astas nye hjem og familieforøgelse
Jim sendte en masse billeder og videoklip. Asta var ligesom hun altid har været. Veltilpas, kælen og havde også vist interesse for hendes nye hjems hønsegård. Når man så Astas nye familie, hjem og omgivelser, kunne man ikke lade være med at tænke, at dette bliver et fantastisk sted at blive gammel jagthund. Med disse billeder blev vi bare endnu mere bekræftet i, at dette havde været en god beslutning. Det var hurtigt tydeligt at se, at Jim og hans familie deler samme kærlighed til deres hunde, som vi gør i Kennel Villestofte.
Ingen tvivl om, at Asta var faldet godt til på New Zealand. Heller ingen tvivl om, at hun ville føde mange hvalpe for maven voksede sig stor og tyk. Alt var jo gået godt indtil videre, men det næste vigtige tjek på listen var, at Asta ville føde nogle gode stærke hvalpe. Dette skete så den 28. august. Asta satte 12 små nye pointerhvalpe i verden. En lidt hård fødsel, men som forventet, så klarede Asta også det. Vi kunne nu endelig sige at projektet var lykkedes, en fantastisk fornemmelse. Tror ikke at vi i forbindelse med alle forberedelser, spekulationer og planlægning og havde haft tid til at tænke over det, som Jim egentlig havde sagt tidligere; det bliver historisk! Det kan vi jo så kun håbe på. Vi syntes, det er fantastisk, hvis Kennel Villestofte med dette projekt har kunnet styrke pointeren på New Zealand. Og vigtigst af alt, er vi overbevist om, at Asta får det fantastisk ved Jim og hans familie deromme på den anden side af kloden.

JIM MED ASTA

Nu er Asta og hendes dyrebare gods “kommet hjem” efter de 10 dages karantæne. Jim og Asta blev hurtigt de bedste venner– og er det stadig.

Asta med de nye New Zealandske hvalpe12 stk

Hvalpe på tur i det smukke New Zealandske landskab

Jim har beholdt tre hvalpe fra kuldet – det bliver spændende at følge dem

To ligesindede