Puk er parret her i Covid- 19 tiden med Matresse’s Black Magic Junior
Ændring til planlagt parring – Villestoftes Puk er parret
Grundet situationen med Covid-19 og regeringens anbefalinger i forhold til udrejse af Danmark, har vi i Kennel Villestofte ændret den planlagte parring med Østagløtten’s Comba.
Vi har valgt at bruge en dansk hanhund, som også fra starten var inde i planerne.
Mor: Villestofte’s Puk – DKK03443/2014 – HD:B (A/B)
Far: Matresse’s Black Magic Junior – DK09258/2009
Parring er fortaget medio april 2020.
Puk: Puk har været startet på ganske få markprøver, da vi har boet i Holland fra 2015-2019. Hun har dog på de få starter opnået at blive præmieret på marken med 1. præmie i både ungdoms- og åben klasse og bl.a. 3. vinder på Dansk Jagthunde Derby i 2016, hvor Puk blev ført at Gunnar Larsen, stifteren af Kennel Villestofte, i en alder af 81 år. Puk er meget anvendt til alle former for jagt. Puk er en meget stilren hund, der jagter med meget stor intensitet og et medfødt prima søgsanlæg i god kontakt med føreren. Puk er optaget i Dansk Pointer Klubs Eliteavlsregister og har Very Good på udstilling.
Junior: For beskrivelse af Junior se Kennel Solvig’s hjemmeside ved Flemming ”Fille”. Jeg har selv oplevet Junior på træningsture med Flemming og dømt ham på prøver. Jeg er meget enig i Flemmings beskrivelse. Junior boede hos os i to uger i forbindelse med parring og her bekræftede han igen, at han er en yderst behagelig hanhund med en meget stærk psyke.
Begge hunde er utroligt velafbalancerede og trives også fantastisk i hjemmet med børn.
Hvorfor denne parring i Kennel Villestofte?
Vi ønsker med denne parring at fastholde og forstærke:
– Vildfinderevne (effektivitet)
– Fuglebehandling (rejs og udpegning)
– Jagtlyst (Intensitet)
– Kontakt og dressurbarhed
Egenskaber som er gode og stærke i Puk, men som vi altid har fokus på. Puk er en fantastisk jagt og prøvehund. Hun udviser en god jagtforstand og jagter med høj intensitet. Puk har en særlig god evne til at holde kontakt. Puk og tævelinien bag hende er utrolig stilrene hunde, som vi med denne parring er sikre på at vi kan fastholde.
Herudover ønsker vi at forbedre flg. på Puk:
– Pelslag
– Størrelse
– Forbensvinkler
Vi syntes at Junior er et rigtigt godt alternativ til Comba. Vi er overbeviste om, at han også kan hjælpe os med at nå de mål, vi har med denne parring.
Vi glæder os utroligt meget til denne kombination og vi har selvfølgelig også planer med afkommet her fra…..mere derom senere.